anklagemyndigheden

Anklagemyndigheden er den offentlige myndighed, der i samarbejde med politiet forfølger forbrydelser efter reglerne i retsplejeloven. Myndigheden har enekompetence til at rejse tiltale i straffesager og repræsenterer samfundet over for den tiltalte i retten.

Anklagemyndigheden er organiseret som et hierarkisk system med tre hovedled. I toppen står rigsadvokaten, som er den øverste anklager og leder af hele anklagemyndigheden. På regionalt niveau varetager statsadvokaterne anklageopgaver i alvorligere straffesager og fører tilsyn med politikredsenes anklagevirksomhed. I de enkelte politikredse fungerer politidirektørerne som anklagere ved domstolene, ofte ved at delegere opgaven til specialuddannede anklagere.

Anklagemyndighedens opgaver omfatter at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal rejses sigtelse og tiltale i en straffesag. Myndigheden vurderer beviserne og afgør, om der er tilstrækkeligt grundlag for at føre sagen ved domstolene. Under sagens behandling ved retten fremlægger anklagemyndigheden beviser, afhører vidner og nedlægger påstand om straf.

Justitsministeren er overordnet anklagemyndigheden og fører tilsyn med myndighedens virksomhed. Ministeren kan give generelle tjenestebefaling om behandlingen af straffesager, men kan ikke instruere i konkrete enkeltsager om tiltalerejsning eller påstand. Denne afgrænsning sikrer anklagemyndighedens uafhængighed i den praktiske retspleje.

Anklagemyndigheden er forpligtet til at være objektiv i sin sagsbehandling. Det indebærer, at anklageren både skal fremføre beviser, der taler for og imod den tiltalte, når det har betydning for sagens afgørelse. Princippet adskiller den danske anklager fra det adversariske system, hvor anklageren udelukkende varetager påtalemyndighedens interesser.