dom

En dom er en endelig afgørelse truffet af en domstol i en retssag. Dommen afslutter sagen mellem parterne og kan eksempelvis indeholde en frifindelse, en domfældelse, pålæggelse af straf eller betaling af erstatning. Domme træffes af dommere, og i alvorlige straffesager kan de træffes med medvirken af domsmænd eller nævninge.

En dom adskiller sig fra andre retsafgørelser som kendelser, der typisk vedrører processuelle eller foreløbige spørgsmål. Dommen er som udgangspunkt bindende for de implicerede parter og kan kun ændres, hvis den ankes til en højere retsinstans. I straffesager træffes dommen på baggrund af bevisførelsen og giver svar på, om tiltalte er skyldig eller ej, samt hvilken straf der eventuelt skal idømmes.

Domme afsiges efter retsplejelovens regler om domstolenes virke. En dom skal indeholde en præmis, der begrunder afgørelsen, samt en konklusion. I straffesager skal dommen også angive den juridiske kvalifikation af forholdet, altså hvilken straffebestemmelse der er overtrådt.

Domme udgør en væsentlig retskilde i dansk ret. Når domstolene fortolker lovgivningen i konkrete sager, kan dommen danne præcedens for fremtidige afgørelser, især når det drejer sig om højesteretsdomme. På denne måde bidrager domme til udviklingen og præciseringen af retspraksis.

Efter afsigelsen kan en dom ankes til en højere instans inden for bestemte frister. I straffesager kan både tiltalte og anklagemyndigheden anke dommen. Hvis dommen ikke ankes, eller når alle ankemuligheder er udtømt, bliver dommen endelig og kan fuldbyrdes.