frihedsberøvelse

Frihedsberøvelse er i dansk ret at berøve en anden person friheden ved at fastholde eller tilbageholde vedkommende, så personen ikke frit kan forlade stedet. Det centrale er, at ofret reelt forhindres i at bevæge sig væk efter eget valg, uanset om det sker ved fysisk magt, trusler, låsning eller andre midler.

Frihedsberøvelse er kriminaliseret i Straffeloven § 261, stk. 1, der fastsætter straf af bøde eller fængsel indtil 4 år for den, som berøver en anden friheden. Der er tale om en forbrydelse, som kan begås på mange måder – fra at låse en person inde i et rum til at fastholde vedkommende fysisk eller skabe en situation, hvor personen af frygt ikke tør forlade stedet.

Strafferammen skærpes væsentligt, hvis frihedsberøvelsen foregår under særligt skærpende omstændigheder som nævnt i § 261, stk. 2. I sådanne tilfælde kan straffen udgøre fængsel indtil 12 år. Skærpende omstændigheder kan eksempelvis være, at frihedsberøvelsen har varet særligt længe, er sket under særligt truende eller ydmygende forhold, eller har medført fare for ofrets liv eller helbred.

Frihedsberøvelse skal skelnes fra andre former for ulovlig magtanvendelse. Afgørende er, at der netop sker en berøvelse af bevægelsesfriheden over en vis tidsmæssig udstrækning, hvor ofret ikke kan forlade stedet. Kort tids fastholdelse i forbindelse med andet kriminalitet vil typisk ikke udgøre selvstændig frihedsberøvelse, men kan indgå som et element i bedømmelsen af andre forhold.