obduktion
Retsmedicinsk undersøgelse af et lig for at fastslå dødsårsag, dødstidspunkt og andre relevante omstændigheder ved dødsfaldet.
Obduktion er en systematisk undersøgelse af et afdødt menneske, der udføres af en læge, typisk en retsmediciner, for at fastslå dødsårsagen og andre medicinske forhold omkring dødsfaldet. Undersøgelsen omfatter både en ydre besigtigelse af liget og en indre undersøgelse, hvor organer fjernes og inspiceres. I kriminalsager er obduktion et centralt bevisredskab til at afklare, om dødsfaldet er naturligt, et selvmord, en ulykke eller resultat af en forbrydelse.
I Danmark skelnes der mellem retslægelige obduktioner og hospitalsobduktioner. Retslægelige obduktioner foretages efter politiets anmodning i sager, hvor der er mistanke om, at dødsfaldet skyldes en strafbar handling, eller hvor dødsårsagen er uklar og kræver nærmere undersøgelse. Hospitalsobduktioner udføres derimod primært af lægefaglige grunde for at kvalitetssikre behandlingen og udvide den medicinske viden.
Ved en retslægelig obduktion dokumenteres alle fund nøje gennem fotografering, målinger og prøvetagning. Retsmedicineren udarbejder derefter en obduktionserklæring, som beskriver de objektive fund og konklusionerne om dødsårsagen. Denne erklæring kan efterfølgende anvendes som bevis i en straffesag og kan fremføres for retten.
Obduktion kan afsløre vigtige detaljer som skadestyper, anvendte våben, tidspunkt for indtrådt død og eventuelle spor efter overgreb eller forgiftning. I mordgåder har obduktionsfund ofte været afgørende for at identificere gerningsmanden eller fastslå, hvordan forbrydelsen blev begået. Moderne retsmedicin anvender også toksikologiske analyser, DNA-undersøgelser og andre specialistundersøgelser som supplement til den klassiske obduktion.
