flugt fra varetægt

Flugt fra varetægt betegner den handling, hvorved en person, der lovligt er frihedsberøvet af myndighederne, unddrager sig den idømte eller pålagte forvaring ved at rømme fra arrest, fængsel eller anden sikret institution. Handlingen omfatter både fuldbyrdede flugtforsøg og forsøg herpå, og er kriminaliseret som selvstændig lovovertrædelse.

I dansk ret anvendes begrebet primært i to sammenhænge: For det første som betegnelse for den strafbare handling at unddrage sig frihedsberøvelse (fængselsflugt), og for det andet som risikovurdering i forbindelse med afgørelser om varetægtsfængsling. Når retten skal tage stilling til varetægtsfængsling, indgår vurderingen af, om den mistænkte vil forsøge at unddrage sig retsforfølgningen ved at flygte eller skjule sig, som en væsentlig faktor.

Varetægtsfængsling kan efter retsplejeloven ske, når der foreligger begrundet mistanke om en lovovertrædelse af en vis grovhed, og når særlige omstændigheder gør det påkrævet. En konkret flugtrisiko – altså sandsynligheden for, at sigtede vil forlade landet, skjule sig eller på anden måde undvige retsforfølgningen – udgør en af de klassiske begrundelser for at opretholde varetægtsfængsling frem til domsafsigelse.

Selve flugthandlingen straffes efter straffelovens bestemmelser om undvigelse fra lovlig frihedsberøvelse. Straffen gradueres efter omstændighederne, herunder om flugten er sket med vold, trusler eller ved hjælp af medsammensvorne. I international sammenhæng findes tilsvarende bestemmelser i de fleste retssystemer, eksempelvis i amerikansk ret under 18 U.S.C. § 751, der kriminaliserer undvigelse fra federal custody.