identitetssvig

Identitetssvig betegner handlinger, hvor en gerningsmand uretmæssigt anvender en anden persons identitetsoplysninger til at opnå økonomiske fordele, begå bedrageri eller på anden måde misbruge den pågældende persons retlige position. Begrebet omfatter typisk brug af navn, personnummer, fødselsdato, pas eller andre identifikationsdokumenter uden samtykke fra den retmæssige indehaver.

I de fleste retssystemer eksisterer der ikke en selvstændig straffebestemmelse specifikt for identitetssvig som sådan. I stedet straffes handlingerne gennem andre lovbestemmelser, der vedrører dokumentfalsk, bedrageri eller databeskyttelse. I schweizisk ret har der historisk ikke været en særskilt straffebestemmelse for identitetstyveri, men beskyttelse kunne søges gennem civilretlige regler om navnebeskyttelse.

I amerikansk føderal ret reguleres identitetssvig primært gennem straffelovens bestemmelser om bedrageri i forbindelse med identifikationsdokumenter og personoplysninger. Den centrale lovbestemmelse er 18 U.S.C. § 1028, der kriminaliserer produktion, besiddelse og brug af falske identifikationsdokumenter samt uautoriseret brug af autentiske dokumenter tilhørende andre personer.

Identitetssvig adskiller sig fra de internationale kerneforbrydelser, som den Internationale Straffedomstol behandler efter Romstatutten. Disse omfatter folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggression, og har ingen relation til identitetsmisbrug som kriminalitetsfænomen.