24-timers reglen
Grundlovsfæstet frist der kræver, at en anholdt stilles for en dommer senest 24 timer efter anholdelsen. Reglen sikrer domstolskontrol med politiets frihedsberøvelse og er ikke en efterforskningsfrist.
Definition
24-timers reglen er betegnelsen for den grundlovssikrede frist, der pålægger politiet at stille en anholdt person for en dommer inden 24 timer, hvis den pågældende ikke forinden er løsladt. Fristen udspringer af grundlovens § 71, stk. 3, og udgør en central retssikkerhedsgaranti mod vilkårlig frihedsberøvelse.
En udbredt misforståelse — som blandt andre efterforskningseksperter og kriminaljournalister som Stine Bolther har fremhævet — er forestillingen om, at politiet kun har 24 timer til at opklare en sag eller arbejde en sigtelse færdig. Det er ikke korrekt. Reglen handler udelukkende om, hvornår en dommer skal have mulighed for at vurdere lovligheden og nødvendigheden af den fortsatte frihedsberøvelse.
Når en anholdt fremstilles for retten inden for fristen, har dommeren to grundlæggende muligheder: enten løslades den anholdte, eller retten tager stilling til, om der er grundlag for varetægtsfængsling. Varetægtsfængsling kræver selvstændigt hjemmel og kan kun besluttes, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Reglens formål er altså at sikre hurtig og uafhængig domstolskontrol med politiets magtanvendelse — ikke at sætte en tidsbegrænsning på selve efterforskningen. En straffesag kan sagtens efterforskes i måneder eller år, uanset om en sigtet har været frihedsberøvet og fremstillet inden for 24-timersfristen.
