baby farming

Baby farming er et begreb fra britisk kriminal- og retshistorie, der betegner en praksis hvor en person mod betaling tog spædbørn eller små børn i pleje på vegne af deres forældre eller mødre. Begrebet opstod i det sene victorianske Storbritannien og dækkede i udgangspunktet et bredt spektrum fra lovlig privat pleje til decideret kriminelle forhold.

I sin mest benign form kunne baby farming blot betyde, at en kvinde — ofte kaldt en 'baby farmer' — mod et engangsbeløb eller løbende betaling tog sig af et barn, mens moderen arbejdede eller ønskede at skjule en uægte fødsel. Denne type privat plejearrangement var udbredt i en tid uden formaliserede sociale sikkerhedsnet og statslig børneforsorg.

I sin mørkeste og kriminalhistorisk mest fremtrædende form var baby farming imidlertid forbundet med systematisk forsømmelse og drab. Visse baby farmers modtog store engangsbeløb for at overtage et barn permanent, hvorefter barnet blev forsømt eller bevidst slået ihjel, da dets videre pleje ikke indbragte yderligere betaling. Profitten lå i at modtage pengene og derefter slippe af med barnet på den billigste mulige måde.

Praksissen vakte betydelig offentlig og retlig opmærksomhed i anden halvdel af 1800-tallet, særligt efter en række højprofilerede straffesager. Blandt de mest kendte tilfælde figurerer Amelia Dyer, der blev henrettet i 1896 efter at være blevet dømt for mord på adskillige spædbørn. Disse sager bidrog til at sætte fokus på behovet for regulering af privat børnepleje i Storbritannien.

Den offentlige skandale omkring baby farming var medvirkende til vedtagelsen af Infant Life Protection Act 1872 og efterfølgende lovgivning, der indførte krav om registrering af private plejehjem for børn under en vis alder. Begrebet baby farming eksisterer ikke som en selvstændig nutidig juridisk term i britisk ret, men har stor betydning i kriminalhistorisk og retssociologisk sammenhæng som eksempel på statens gradvise regulering af børns retsbeskyttelse.