Betinget dom

En betinget dom er en strafferetlig afgørelse, hvor retten udmåler en straf, men bestemmer at fuldbyrdelsen udsættes, så den dømte ikke skal afsone, medmindre betingelserne for dommen overtrædes. Retten fastsætter altid en konkret straf ved betinget dom — det er alene fuldbyrdelsen, der udsættes, ikke strafudmålingen i sig selv.

Den centrale betingelse er, at den dømte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Retten kan derudover fastsætte yderligere vilkår, eksempelvis tilsyn, samfundstjeneste eller behandling. Prøvetiden løber typisk i en nærmere fastsat periode, inden for hvilken den dømte skal overholde samtlige vilkår.

Hvis den dømte overholder betingelserne og prøvetiden udløber uden overtrædelser, bortfalder straffen. Begår den dømte derimod nyt strafbart forhold eller overtræder øvrige vilkår i prøvetiden, kan retten beslutte, at den oprindeligt udmålte straf skal fuldbyrdes.

Betinget dom anvendes typisk i sager, hvor retten vurderer, at den dømte ikke har behov for umiddelbar frihedsstraf for at opnå den nødvendige præventive effekt, og at hensynet til resocialisering taler for at give den pågældende mulighed for at undgå afsoning.