Betrug

Betrug (på dansk: bedrageri) er i tysk ret en forbrydelse defineret i § 263 StGB (Strafgesetzbuch). Handlingen straffes, når gerningsmanden med forsæt og med henblik på at opnå en uberettiget formuefordel skader en andens formue ved at fremkalde eller opretholde en vildfarelse hos offeret.

Vildfarelsen skal skabes gennem en af tre metoder: vildledende fremstilling af kendsgerninger (Vorspiegelung falscher Tatsachen), forvanskning af sande oplysninger (Entstellung von Tatsachen), eller ved at tilbageholde sande oplysninger, som gerningsmanden har pligt til at oplyse (Unterdrückung wahrer Tatsachen). Det er afgørende, at der foreligger en årsagssammenhæng mellem vildfarelsen og den formuebeskadigelse, som offeret lider.

For at betrug er strafbart, kræves der subjektivt forsæt samt et særligt bereigelseshensyn (Bereicherungsabsicht). Gerningsmanden skal have handlet for at opnå en uberettiget økonomisk fordel, enten til sig selv eller til en tredjemand. Den normale strafferamme er fængsel i op til 5 år eller bøde.

I særligt grove tilfælde (besonders schwere Fälle) skærpes straffen markant til fængsel fra 6 måneder til 10 år. Disse kvalificerede situationer omfatter blandt andet tilfælde, hvor gerningsmanden handler erhvervsmæssigt, eller hvor offeret udsættes for særligt store økonomiske tab. Også forsøg på betrug er strafbart efter den tyske straffelov.

§ 263 Abs. 5 StGB indeholder endvidere bestemmelser om yderligere strafskærpelser i særligt kvalificerede tilfælde af bandekriminalitet eller omfattende formuebeskadigelse. Den tyske bedrageriparagraf har gennem årene udviklet sig til et omfattende retsområde med betydelig retspraksis og er central i tysk strafferet.