Bevisbyrde

Bevisbyrde er det grundlæggende retsprincip, der fastlægger, hvilken part i en retssag der har pligten til at godtgøre et omtvistet faktum — og som bærer risikoen for, at beviset ikke føres tilstrækkeligt. Princippet er ikke kodificeret i én enkelt lovbestemmelse i dansk ret, men udgør et fundamentalt procesretligt grundprincip, der finder anvendelse i både civil- og straffesager.

I straffesager følger bevisbyrden direkte af uskyldsformodningen, der er forankret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2. Princippet indebærer, at det er anklagemyndigheden — ikke den tiltalte — der har pligten til at bevise skyld. Den tiltalte er med andre ord ikke forpligtet til at bevise sin uskyld.

Kravet til bevisets styrke i straffesager er særligt højt. Anklagemyndigheden skal føre bevis for tiltaltes skyld ud over enhver rimelig tvivl. Består der rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet, skal dommen falde ud til den tiltaltes fordel — dette udtrykkes i det latinske princip in dubio pro reo, der kan oversættes som 'i tvivlstilfælde til fordel for den tiltalte'.

I civile sager er bevisbyrden principielt mere fleksibel og fordeles efter sagens karakter, parternes stilling og de konkrete omstændigheder. Her gælder som udgangspunkt, at den part der påstår et bestemt faktum, også har byrden for at godtgøre det. Bevisstandarden er typisk sandsynlighedsovervægt snarere end det strengere krav i straffesager.

I praksis har fordelingen af bevisbyrden afgørende betydning for sagens udfald. En fejlagtig placering af byrden — eksempelvis ved at pålægge den tiltalte at modbevise sin skyld — vil udgøre en krænkelse af uskyldsformodningen og kan medføre, at en dom underkendes.