Civile ofre

Civile ofre betegner i dansk kriminalstatistisk sammenhæng personer fra civilbefolkningen, som har været direkte udsat for en strafbar handling og på den baggrund registreres som ofre i de officielle opgørelser over kriminalitet.

Begrebet er ikke en selvstændig, fast defineret juridisk term i lovgivningen, men fungerer som et statistisk og administrativt afgrænsningsbegreb. Det anvendes til at fastlægge, hvilke ofre der medtages i kriminalstatistikkens optællinger, og sikrer dermed en ensartet og sammenlignelig registreringspraksis.

I dansk statistik omfatter civile ofre typisk personer, der har været udsat for personfarlig kriminalitet, herunder særligt volds- og sædeligheds­forbrydelser. Derudover medregnes ofre for visse berigelsesforbrydelser — eksempelvis tasketyveri og røveri — hvor offeret har haft tæt eller direkte kontakt med gerningspersonen i forbindelse med den strafbare handling.

Kravet om direkte eller tæt kontakt med gerningspersonen er centralt for afgrænsningen. Det betyder, at ofre for eksempelvis visse former for it-kriminalitet eller bedrageri, hvor der ingen fysisk eller nær personlig kontakt har været, ikke nødvendigvis indgår i kategorien på samme måde som ofre for kontaktforbrydelser.

Begrebet tjener primært et statistisk formål og anvendes af myndigheder til at kortlægge kriminalitetens omfang og karakter i befolkningen. Det skal ikke forveksles med den juridiske offerstatus, der følger af strafferetsplejen, og som regulerer rettigheder og processuelle positioner for forurettede i en straffesag.