gerningsstedsundersøgelse

En gerningsstedsundersøgelse er en metodisk, teknisk og taktisk gennemgang af et sted, hvor der formodes at være begået en forbrydelse, med det formål at identificere, sikre og dokumentere alle relevante spor. Undersøgelsen udføres typisk af kriminalteknikere i samarbejde med efterforskere fra politiet og iværksættes så tidligt som muligt for at minimere risikoen for, at spor forurenes, destrueres eller forsvinder.

Under undersøgelsen søges der systematisk efter tekniske spor som fingeraftryk, fodspor og skospor samt biologiske spor som blod, hår og DNA. Derudover dokumenteres gerningsstedets tilstand fotografisk og i form af målskitser, ligesom relevante genstande beslaglægges og indsendes til retsmedicinsk eller kriminalteknisk analyse.

Gerningsstedsundersøgelsen spiller en central rolle i dansk straffesagsbehandling, idet de sikrede spor kan danne grundlag for den videre efterforskning — herunder identifikation af gerningspersoner, rekonstruktion af hændelsesforløbet og ikke mindst bevisførelsen under en eventuel retssag.

Kvaliteten af undersøgelsen er afgørende for bevisværdien af de fundne spor. En uforsigtig eller ufuldstændig gennemgang kan medføre, at centrale beviser ikke kan anvendes, fordi sporenes integritet og sporbarhed ikke kan dokumenteres tilstrækkeligt. Princippet om sporenes kontinuitet — den såkaldte chain of custody — er derfor et bærende hensyn i hele processen.

Som fagbegreb anvendes gerningsstedsundersøgelse bredt i dansk politi- og retspraksis, men det fremgår ikke af en enkelt, selvstændig lovbestemmelse. Det indgår derimod som et naturligt led i det efterforskningsarbejde, der følger af politiets generelle beføjelser og forpligtelser i henhold til retsplejelovens regler om efterforskning af straffesager.