død

Død er i dansk ret defineret som det uoprettelige ophør af en persons livsfunktioner, og loven opstiller to sidestillede kriterier for, hvornår døden kan konstateres. Det første kriterium er uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed. Det andet kriterium er uopretteligt ophør af al hjernefunktion, også kaldet hjernedød.

Definitionen er fastsat i sundhedslovens § 176 og er dermed ikke en strafferetlig definition, men en sundhedsretlig. Det er dog en definition med vidtrækkende retslige konsekvenser, idet konstateringen af død er udgangspunktet for en række retslige og praktiske forhold, herunder arv, organdonation og efterforskning af dødsfald.

Konstatering af død er knyttet til lægefaglig vurdering. Det er således en læge, der på baggrund af de to lovbestemte kriterier fastslår, at døden er indtrådt. Denne kobling mellem jura og medicin sikrer, at den retlige konstatering hviler på et fagligt grundlag.

I strafferetlig sammenhæng er begrebet om død centralt i sager om drab og vold med døden til følge, men straffeloven indeholder ikke en selvstændig definition af dødsbegrebet. Retsplejen trækker i sådanne sager på den sundhedsretlige definition og på lægelig dokumentation, typisk i form af en dødsattest eller retsmedicinsk erklæring.