dødsgangen

Dødsgangen er den fysisk adskilte afdeling i et fængsel, hvor personer idømt dødsstraf opholder sig i perioden mellem dom og henrettelse. Indsatte på dødsgangen holdes typisk isoleret fra almindelige fængselsfaciliteter og andre indsatte af sikkerhedsmæssige og administrative årsager.

Opholdet på dødsgangen kan strække sig over mange år, ofte årtier, mens den dødsdømte gennemgår appellprocesser og ansøgninger om benådning. I USA, hvor størstedelen af verdens dødsgangsindsatte befinder sig, har ventetiden på henrettelse i gennemsnit været over 20 år de seneste årtier. Denne lange venteperiode har ført til debat om psykologiske konsekvenser for de indsatte, et fænomen der undertiden omtales som 'death row phenomenon'.

Forholdene på dødsgangen varierer betydeligt mellem jurisdiktioner, men er generelt præget af høj sikkerhed og begrænsede bevægelsesfrihed. Indsatte har ofte begrænset adgang til fællesarealer, arbejdsprogrammer og sociale aktiviteter sammenlignet med den almindelige fængselspopulation. I mange amerikanske delstater er dødsgangsindsatte underlagt næsten permanent isolationsfængsel med kun én times daglig motion.

I international ret har flere menneskerettighedsdomstole behandlet spørgsmålet om, hvorvidt langvarig ophold på dødsgangen under særligt hårde forhold kan udgøre umenneskelig eller nedværdigende behandling. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i flere sager fastslået, at udlevering til lande med dødsstraf kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, særligt når udleveringen indebærer risiko for årelang ventetid på dødsgangen.

Danmark afskaffede dødsstraf i fredstid i 1930 og under alle omstændigheder i 1978, hvorfor begrebet dødsgangen ikke har aktuel anvendelse i dansk straffuldbyrdelse. Begrebet bruges dog i akademisk og journalistisk sammenhæng om forhold i lande, der fortsat praktiserer dødsstraf.