dødsstraf i Danmark

Dødsstraf er en strafart, der indebærer henrettelse af den dømte som følge af en domstolsafgørelse, men straffen eksisterer ikke i dansk gældende ret og kan ikke idømmes ved danske domstole i dag. Den gældende straffelov indeholder ingen bestemmelse, der hjemler dødsstraf for nogen form for forbrydelse.

Historisk set var dødsstraf en del af dansk strafferet i århundreder og blev anvendt for en række alvorlige forbrydelser. For borgerlige forbrydelser blev muligheden for at idømme dødsstraf afskaffet ved straffeloven af 1930, som markerede et afgørende brud med den hidtidige straffetradition og afspejlede en humanistisk strømning i dansk retspolitik.

En undtagelse bestod dog for militære og statsretlige forbrydelser, herunder landsforræderi i krigstid. Denne undtagelse fik praktisk betydning efter Anden Verdenskrig, hvor et særligt retsopgør fandt sted mod personer, der havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Ved lov nr. 259 af 1. juni 1945 og efterfølgende lovgivning blev der midlertidigt genindført adgang til at idømme dødsstraf for visse forbrydelser begået under besættelsen. Som følge heraf blev 46 personer henrettet i Danmark i perioden 1945–1950.

I 1978 blev dødsstraffen også fjernet fra den militære straffelov, så den i dag ikke har hjemmel for nogen forbrydelse — heller ikke i krigstid. Danmark har desuden tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions protokol nr. 13, der forbyder dødsstraf under alle omstændigheder.