Juridisk termDanmark

domfældelse

En domstolsafgørelse i en straffesag, hvor tiltalte kendes skyldig og idømmes straf. Modsat frifindelse.

Definition

En domfældelse er den retsafgørelse i en straffesag, hvor retten når frem til, at tiltalte er skyldig i det eller de forhold, der er rejst tiltale for, og derfor afsiger en fældende dom. Begrebet er grundlæggende i dansk strafferet: en dom i en straffesag skal ifølge retsplejeloven enten domfælde eller frifinde den tiltalte — der findes ingen mellemvej.

Når retten domfælder, er det ikke tilstrækkeligt blot at konstatere skyld. Dommen skal begrundes, og retten skal angive, hvilke faktiske forhold der anses for bevist, hvilken lovbestemmelse der er overtrådt, samt hvad retsgrundlaget for straffen er. Denne begrundelsespligt sikrer gennemsigtighed og mulighed for anke.

Domfældelse forudsætter, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden. I dansk strafferet gælder et strengt beviskrav: enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Er der tvivl om skyldsspørgsmålet, skal retten frifinde — ikke domfælde.

En domfældelse fører som regel til en straf eller anden retsfølge, eksempelvis fængsel, bøde, betinget dom, samfundstjeneste eller forvaring, afhængigt af lovovertrædelsens karakter og omstændighederne i sagen. Domfældelsen kan ankes til en højere instans, hvor både skyldsspørgsmålet og straffens størrelse kan prøves på ny.

Sager

Ingen sager endnu.

Relaterede artikler