domstole

Domstole er de statslige myndigheder, der udøver den dømmende magt i Danmark, og som afgør retstvister mellem parter, herunder straffesager rejst af anklagemyndigheden mod borgere. De almindelige domstole udgøres af Højesteret, landsretterne, byretterne, Sø- og Handelsretten samt Tinglysningsretten, og deres grundlæggende retlige status fastlægges i retsplejelovens § 1.

Domstolene er organiseret i et hierarkisk instanssystem. Byretterne udgør første instans og behandler langt størstedelen af alle sager i Danmark. Landsretterne fungerer primært som ankeinstans over byretterne, men behandler også visse sager i første instans. Højesteret er den øverste domstol og behandler principielle retsspørgsmål af betydning for retsanvendelsen.

I straffesager, som er kernen i true crime-sammenhæng, er det domstolene, der træffer afgørelse om skyld og straf. Anklagemyndigheden rejser tiltale, mens domstolen på baggrund af bevisførelse og procedure afsiger dom. Domstolene er uafhængige af den udøvende og lovgivende magt, hvilket er et grundlæggende retsstatsprincip i Danmark.

Sø- og Handelsretten behandler specialiserede sager inden for erhvervs- og søret, mens Tinglysningsretten varetager tinglysning af bl.a. ejendomsrettigheder. Begge indgår formelt i kredsen af almindelige domstole, men afviger fra det øvrige instanssystem ved deres specialiserede sagportefølje.

Domstolenes rolle er central i ethvert strafferetligt forløb, da det alene er en domstol, der kan idømme frihedsstraf eller anden strafferetlig sanktion over for en tiltalt. Uden for de ordinære domstole findes desuden særlige nævn og retter, såsom Den Særlige Klageret, der behandler sager om genoptagelse af afsluttede straffesager.