erstatning

Erstatning er den økonomiske ydelse, som en skadevolder er forpligtet til at betale til den skadelidte som kompensation for et tab, der er opstået som følge af en retsstridig eller ansvarspådragende handling eller undladelse. Erstatning forudsætter som udgangspunkt, at tre grundbetingelser er opfyldt: der skal foreligge et ansvarsgrundlag, et tab og en årsagssammenhæng mellem handlingen og tabet.

Ved personskade oplister erstatningsansvarsloven de konkrete tabsposter, som erstatningen kan dække. Det drejer sig blandt andet om udgifter til helbredelse, tabt arbejdsfortjeneste under sygdomsperioden og andet dokumenteret tab. Derudover kan den skadelidte have krav på godtgørelse for svie og smerte i den akutte fase samt, hvis skaden medfører varige følger, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevnen.

I true crime-sammenhænge opstår spørgsmålet om erstatning typisk, når en tiltalt ved straffesagen tillige pålægges at betale erstatning til ofret eller dennes efterladte. Retten kan behandle et erstatningskrav som en civil sag under straffesagen, hvilket betyder, at offeret ikke behøver at anlægge en separat civil sag for at få anerkendt sit krav.

Erstatning og godtgørelse er beslægtede men adskilte begreber. Erstatning dækker økonomiske tab, der kan dokumenteres og opgøres, mens godtgørelse er en kompensation for ikke-økonomiske krænkelser, eksempelvis svie og smerte eller tort. Begge typer kan tilkendes i samme sag og optræder ofte side om side i domme efter alvorlig personskade eller drab.

I sager om drab kan de efterladte have krav på erstatning for forsørgertab, hvis afdøde bidrog til familiens underhold. Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever udgør efter erstatningsansvarslovens § 13 30 pct. af den erstatning, afdøde må antages at ville have fået ved et fuldstændigt tab af erhvervsevnen, dog som udgangspunkt mindst 644.000 kr.