falsk identitet

Falsk identitet betegner den handling, at en person bevidst udgiver sig for at være en anden — enten ved at misbruge en reel persons identitetsoplysninger eller ved at konstruere en helt opdigtet identitet — typisk med det formål at bedrage, unddrage sig retsforfølgelse eller opnå uberettigede fordele.

I juridisk forstand dækker begrebet to hovedformer. Den ene er egentligt identitetsmisbrug, hvor gerningsmanden anvender en konkret anden persons navn, CPR-nummer eller billede uden tilladelse. Den anden er anvendelsen af en fiktiv identitet — et falsk navn og en opdigtet baggrund — som kan forveksles med eller fremstå som en autentisk person. Begge former indgår i den brede forståelse af falsk identitet, som anvendes i true crime-sammenhæng.

Dansk straffelov regulerer området i § 264 e om identitetsmisbrug. Bestemmelsen straffer den, der uberettiget bruger en anden persons identitetsoplysninger med henblik på på utilbørlig vis at udgive sig for vedkommende. Bestemmelsen sigter primært mod misbrug af reelle personers data, men den strafferetlige og samfundsmæssige forståelse af falsk identitet rækker bredere end denne enkeltparagraf.

I markante true crime-sager optræder falsk identitet ofte som et centralt redskab, der muliggør langvarige bedrageriforløb. En gerningsmand kan i årevis optræde under et fremmed eller opdigtet navn, opbygge social troværdighed og derigennem unddrage sig både ofrenes mistanke og myndighedernes opmærksomhed. Jo mere sammenhængende og detaljeret den falske identitet er, desto sværere er den erfaringsmæssigt at afsløre.

Falsk identitet adskiller sig fra dokumentfalsk, selvom de to forbrydelser hyppigt optræder sammen. Dokumentfalsk handler om forfalskning af selve bevismidlet — eksempelvis et pas eller et kørekort — mens falsk identitet beskriver den overordnede adfærd, hvor en person konsekvent fremtræder som en anden over for omverdenen.