Fejldomme

En fejldom betegner en dom, hvor retten har nået et forkert resultat — typisk en fældende dom mod en person, der faktisk er uskyldig, eller en frifindende dom trods tilstrækkelig skyld. Begrebet er ikke defineret i dansk lovgivning som en selvstændig juridisk kategori, men anvendes i retspraksis, juridisk litteratur og den offentlige debat som en samlebetegnelse for domme, der hviler på et fejlagtigt grundlag.

Fejl i en dom kan opstå på flere måder: ved urigtig bedømmelse af beviser, ved procedurefejl under efterforskning eller retssagen, ved vidners falske eller fejlagtige forklaringer, ved mangelfuld sagkyndig erklæring eller ved fejl begået af forsvareren eller anklagemyndigheden. I alvorlige tilfælde kan kombinationen af flere sådanne fejl føre til, at en uskyldig person dømmes.

Den primære retlige mekanisme til at korrigere fejldomme i Danmark er genoptagelse af straffesager, som reguleres af retsplejelovens regler herom. En sag kan genoptages til gunst for den domfældte, hvis der fremkommer nye oplysninger eller beviser, som sandsynligvis ville have ført til et andet udfald. Begæring om genoptagelse fremsættes for Den Særlige Klageret (retsplejelovens § 979).

Fejldomme adskiller sig fra omgjorte domme i ankesystemet, idet en anke er det ordinære klageinstanssystem, mens genoptagelse er en ekstraordinær retsmiddelordning, der forudsætter nye omstændigheder. En dom, der ophæves ved anke på grund af procedurefejl, behøver ikke nødvendigvis at betegnes som en fejldom i den forstand, at det materielle resultat var forkert.