første domfældelse

Første domfældelse betegner den første gang, en tiltalt ved en dansk domstol kendes skyldig i en strafbar handling og idømmes en retlig konsekvens herfor. Begrebet er ikke defineret som en selvstændig juridisk term i straffeloven, men dets indhold følger af retsplejelovens regler om straffesagers afgørelse.

Efter retsplejelovens § 883 skal en dom i en straffesag enten domfælde eller frifinde den tiltalte. Domfældelse forudsætter, at retten finder det bevist, at tiltalte har begået den handling, der er rejst tiltale for, og at handlingen er strafbar efter lovgivningen. Frifindelse gives derimod, hvis beviset ikke er tilstrækkeligt, eller hvis handlingen ikke opfylder betingelserne for strafansvar.

I praksis har første domfældelse betydning på flere områder af strafferet og strafudmåling. Straffeloven opererer med recidiv — gentagen kriminalitet — som en skærpende omstændighed, og det forudsætter naturligt, at der tidligere har fundet en domfældelse sted. Første domfældelse markerer således udgangspunktet for vurderingen af en persons strafferetlige historik.

Begrebet optræder desuden i forbindelse med betingede domme og prøveløsladelse, hvor det kan have betydning, om en person er tidligere straffet. En person, der aldrig tidligere er domfældt, vil i mange tilfælde stå stærkere i forhold til at modtage en mildere reaktion, eksempelvis en betinget dom eller en advarsel, end en person med tidligere domfældelser.

Det er vigtigt at skelne domfældelse fra sigtelse og tiltale: en sigtelse eller tiltale indebærer ikke domfældelse og tæller derfor ikke som en tidligere straf i strafferetlig forstand. Kun en endelig dom, der fastslår skyld, udgør en domfældelse.