Fængsling

Fængsel er en friheds­berøvende straf, der i dansk ret udgør den mest indgribende af de to almindelige strafarter — fængsel og bøde. Straffen adskiller sig fra varetægtsfængsling, der er en foreløbig foranstaltning under efterforskning; fængsel som straf forudsætter en endelig domfældelse ved en domstol.

Efter straffelovens § 31 er fængsel og bøde de to almindelige straffe, som domstolene kan idømme. Straffelovens § 33 fastsætter de tidsmæssige grænser: fængsel på tid kan ikke idømmes under 7 dage og ikke over 16 år. Derudover kan fængsel i særligt alvorlige tilfælde — eksempelvis ved drab eller terrorforbrydelser — idømmes på livstid, hvilket i Danmark vil sige uden en fastsat slutdato, men med mulighed for løsladelse efter ansøgning.

Straffens længde fastsættes af retten inden for de strafferammer, der er bestemt i det relevante strafbud. Retten skal ved udmålingen tage hensyn til gerningens grovhed, gerningsmandens personlige forhold og eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder, jf. straffelovens almindelige bestemmelser om straffastsættelse.

Afsoning af en fængselsdom finder som udgangspunkt sted i et af Kriminalforsorgens lukkede eller åbne fængsler. Under visse betingelser kan straffen afsones på anden måde, for eksempel ved fodlænkeordning (elektronisk overvågning), hvis straffen ikke overstiger visse grænser og den dømte opfylder de fastsatte krav.