Folterandrohung

Folterandrohung er et begreb i tysk straffeprocesret og betegner en ulovlig trussel om at påføre en person fysisk lidelse eller anvende anden forbudt tvang under en politiafhøring med det formål at fremtvinge oplysninger eller en tilståelse. Begrebet er ikke blot et etisk spørgsmål, men en konkret retsstridig handling med direkte processuelle konsekvenser.

Den relevante bestemmelse er § 136a i Strafprozessordnung (StPO), som regulerer de midler, politiet lovligt må anvende under afhøring af en mistænkt. Bestemmelsen forbyder udtrykkeligt at påvirke den afhørtes frie viljesdannelse gennem bl.a. mishandling, udmattelse, vildledning og trussel med foranstaltninger, der ikke er lovligt tilladt. En folterandrohung falder direkte ind under dette forbud.

Den processuelle konsekvens er vidtrækkende: oplysninger eller tilståelser, der er fremkommet som følge af en folterandrohung, må ikke anvendes som bevis i en straffesag. Dette gælder endda, selv om den mistænkte efterfølgende accepterer, at udtalelserne bruges. Bevisforbuddet er således absolut og kan ikke repareres ved efterfølgende samtykke.

I Gäfgen-sagen fra Frankfurt anvendte en politiembedsmand i 2002 en direkte trussel om smerte over for den anholdte Magnus Gäfgen for at få ham til at afsløre opholdsstedet for et bortført barn. Gäfgen gav herefter oplysninger, der ledte politiet til barnets lig. De tyske domstole fastslog, at truslen udgjorde en folterandrohung og dermed en overtrædelse af § 136a StPO samt af den tyske grundlov, Grundgesetz, som sikrer menneskets ukrænkelige værdighed.

Sagen illustrerer den principielle grænse i tysk ret: selv i ekstreme situationer, hvor der er tidspres og menneskelige liv på spil, er folterandrohung forbudt. Det såkaldte 'tikkende bombe'-scenarie anerkendes ikke som retlig undtagelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol stadfæstede i 2010 denne vurdering og fastslog, at truslen var umenneskelig behandling i strid med EMRK artikel 3.