forbrydelse

En forbrydelse er en handling eller undladelse, der er strafbar efter dansk lov. Begrebet fungerer som en samlet betegnelse for alle de handlinger, som lovgiver har kriminaliseret ved at knytte straf til dem. Der findes ikke én udtømmende lovdefinition af forbrydelse; i stedet fremgår det af straffelovens systematik, hvilke konkrete handlinger der udgør forbrydelser.

Hvad der udgør en forbrydelse, afhænger af den konkrete straffebestemmelse. Straffeloven indeholder en lang række paragraffer, der hver især definerer specifikke forbrydelser – fra mindre lovovertrædelser til alvorlige voldsforbrydelser. Fælles for alle forbrydelser er, at de er retsstridige handlinger eller undladelser, som samfundet har valgt at sanktionere strafferetligt.

En forbrydelse kan bestå både i en aktiv handling (en gerning) og i en passiv undladelse, hvis der foreligger en retlig pligt til at handle. For at en handling kan betegnes som en forbrydelse, skal den være omfattet af en straffebestemmelse, der var gældende på gerningstidspunktet. Dette følger af legalitetsprincippet, som er en grundlæggende retssikkerhedsgaranti i dansk strafferet.

I strafferetsplejen skelnes der ikke formelt mellem forskellige kategorier af forbrydelser baseret på grovhed, som man kender det fra nogle andre retssystemer. Dog anvendes betegnelser som hadforbrydelse om handlinger begået med diskriminerende motiver, hvor straffelovens § 81, nr. 6 gør hadmotiv til en strafskærpende omstændighed. Enkelte bestemmelser som straffelovens § 266 b om hadefulde ytringer retter sig specifikt mod bestemte typer af kriminaliseret adfærd.