Forbrydelsen

En forbrydelse er i daglig sprogbrug en strafbar handling – det vil sige en adfærd, som loven forbyder og straffer. I dansk ret findes ingen enkelt juridisk definition af ordet "forbrydelse", men begrebet dækker over alle lovovertrædelser, der falder ind under straffeloven eller særlovgivningen. Grundprincippet er fastlagt i straffelovens § 1, som bestemmer, at straf kun kan idømmes for handlinger, der udtrykkeligt er gjort strafbare ved lov.

Forbrydelser spænder fra mindre alvorlige forhold som tyveri og hærværk til grove lovovertrædelser som drab, voldtægt og røveri. Hver enkelt forbrydelse er beskrevet i en specifik bestemmelse i straffeloven eller i særlovgivningen, der angiver både gerningsbeskrivelsen og strafferammen. For eksempel defineres drab i straffelovens § 237, mens tyveri findes i § 276.

I ældre dansk strafferet skelnes der undertiden mellem forbrydelser og forseelser, hvor forbrydelser betegner de mere alvorlige lovovertrædelser, mens forseelser er mindre grove. Dette skel har dog ikke længere nogen præcis juridisk betydning i moderne dansk ret, selvom terminologien stadig bruges til at skelne mellem grovere og mildere kriminalitet.

En handling kan kun betragtes som en forbrydelse, hvis den opfylder de objektive og subjektive betingelser i den relevante straffebestemmelse. Det objektive element omfatter selve handlingen og dens følger, mens det subjektive element vedrører gerningsmanden sindsforhold – typisk forsæt eller uagtsomhed. Uden både handling og skyld kan der ikke idømmes straf.