forfalskning

Forfalskning betegner i dansk strafferet den handling at fremstille, ændre eller anvende et dokument eller en genstand på en måde, der giver det et falsk eller vildledende præg af ægthed. Den primære retsgrundlag er straffelovens § 171, der omhandler dokumentfalsk, mens strafferammerne er fastsat i § 172.

Et dokument anses for falsk i strafferetlig forstand, når det ikke hidrører fra den angivne udsteder, eller når det er givet et indhold, som ikke stammer fra denne. Det er altså ikke kun den fysiske fremstilling af et falsk dokument, der er strafbar, men også det at ændre et ægte dokument, så det får et indhold, udstederen ikke har godkendt.

Straffen for dokumentfalsk er bøde eller fængsel indtil 2 år. Er forholdet af særligt grov karakter, eller drejer det sig om flere sammenhængende forhold, kan straffen stige til fængsel i op til 6 år. Grovheden bedømmes bl.a. ud fra skadens omfang, om forfalskningen har haft systematisk karakter, og om den er begået med henblik på berigelse.

Forfalskning optræder i en lang række kriminelle sammenhænge, herunder identitetssvig, bedrageri, hvidvask og organiseret kriminalitet. Typiske eksempler er fremstilling af falske pas, kørekort, regnskabsdokumenter eller kontrakter. Strafansvaret forudsætter som udgangspunkt forsæt — det vil sige, at gerningsmanden har vidst og villet, at dokumentet var falsk eller ville blive brugt som sådant.