forfalskningskriminalitet

Forfalskningskriminalitet — i dansk ret primært benævnt dokumentfalsk — er en strafbar handling, der består i bevidst at benytte et falsk dokument for at vildlede andre i retsforhold. Bestemmelsen fremgår af straffelovens § 171, mens straframmen er fastsat i § 172.

Et dokument anses for falsk i to situationer: enten når det ikke reelt hidrører fra den person eller instans, der er angivet som udsteder, eller når indholdet er ændret, så det ikke længere svarer til det, udstederen faktisk har tilkendegivet. Loven omfatter både skriftlige og elektroniske tilkendegivelser, forudsat at de angiver en udsteder og fremtræder som bestemt til at tjene som bevis.

Den centrale gerningsbeskrivelse i § 171 kræver, at gerningsmanden bruger det falske dokument — det er altså anvendelsen med bedragerisk formål, der er det strafbare element, ikke nødvendigvis selve fremstillingen isoleret set.

Straffen for dokumentfalsk er bøde eller fængsel indtil 2 år. Er forholdet af særligt grov karakter, eller er der tale om et større antal overtrædelser, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år.

Forfalskningskriminalitet optræder i praksis i mange sammenhænge, herunder forfalskning af identitetsdokumenter, kontrakter, underskrifter og digitale certifikater. Sagerne behandles ved de ordinære domstole og kan kombineres med tiltale for fx bedrageri, når forfalskningen indgår som led i en bredere kriminel plan.