Forhøret

Et forhør er i dansk ret en formaliseret procedure, hvor en person afhøres eller høres som led i en sags oplysning, og begrebet optræder i flere forskellige juridiske kontekster uden én samlet legaldefinition. Fælles for alle former er, at forhøret tjener til at tilvejebringe oplysninger, der kan danne grundlag for en afgørelse eller videre retslig behandling.

Grundlovsforhøret er den mest kendte og tidskritiske variant: når politiet anholder en person, skal vedkommende fremstilles for en dommer inden 24 timer. Ved dette retsmøde tager dommeren stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den anholdte, eller om den pågældende skal løslades. Grundlovsforhøret er reguleret i retsplejelovens regler om varetægtsfængsling og udgør en central retssikkerhedsgaranti.

I efterforskningssammenhæng bruges forhør mere bredt om politiets afhøring af sigtede, vidner og andre relevante personer. Sådanne afhøringer sker efter retsplejelovens regler, der bl.a. fastslår, at sigtede ikke har pligt til at udtale sig, og at afhøringen skal foregå på en betryggende måde.

I fængsler og andre institutioner under Kriminalforsorgen anvendes disciplinærforhør som et led i behandlingen af disciplinærsager. Her har den indsatte ret til at blive hørt, inden der træffes afgørelse om eventuel straf, og forhøret fungerer som en form for partshøring i overensstemmelse med forvaltningsretlige grundprincipper.

Fælles for alle forhørstyper er hensynet til retssikkerhed: den afhørte skal kende sin retsstilling, have mulighed for at udtale sig og — afhængigt af konteksten — have adgang til juridisk bistand. Manglende overholdelse af disse krav kan få betydning for bevisernes anvendelighed og sagens videre forløb.