Forsæt
Forsæt betegner den bevidste vilje til at begå en strafbar handling eller opnå et strafbart resultat. Det er den centrale skyldform i dansk strafferet og en grundlæggende betingelse for strafansvar.
Definition
Forsæt er den skyldform, der foreligger, når en gerningsperson handler med viden om og vilje til den strafbare handling eller dens følger. Begrebet er ikke defineret i en selvstændig lovbestemmelse i straffeloven, men er et grundlæggende princip i dansk strafferetlig tradition og praksis.
Dansk strafferet bygger på det almindelige udgangspunkt, at straf kræver forsæt, medmindre loven udtrykkeligt gør uagtsomhed strafbar. Forsæt er således hovedreglen, og uagtsomhed er undtagelsen, der kræver særskilt lovhjemmel.
Forsæt optræder i flere grader. Det direkte forsæt foreligger, når gerningspersonen har til hensigt at fremkalde det strafbare resultat. Det indirekte forsæt dækker situationer, hvor gerningspersonen anser resultatet som en sikker eller overvejende sandsynlig følge af handlingen. Den laveste grad, det eventuelle forsæt — også kaldet dolus eventualis — foreligger, når gerningspersonen anser resultatet som muligt og accepterer det, såfremt det indtræffer.
Skellet mellem forsæt og uagtsomhed har stor praktisk betydning, da forsæt generelt medfører en strengere strafferetlig bedømmelse. Afgørelsen beror på en konkret vurdering af gerningspersonens subjektive tilstand på handlingstidspunktet, hvilket domstolene fastlægger ud fra sagens samlede omstændigheder.
Relaterede artikler
Ingen relaterede artikler endnu.