Frifindelse

Frifindelse er den strafferetlige dom, hvorved retten fastslår, at tiltalte ikke kan dømmes for det forhold, anklagemyndigheden har rejst tiltale for. Afgørelsen er et direkte resultat af den strafferetlige bevisvurdering og følger af retsplejelovens regler om dommens udfald.

Den grundlæggende betingelse for frifindelse er, at anklagemyndigheden ikke har løftet bevisbyrden for tiltaltes skyld. I dansk strafferet gælder et krav om, at skyld skal være bevist uden rimelig tvivl — kan retten ikke nå denne grad af sikkerhed, skal frifindelse afsiges. Dette afspejler det strafferetlige grundprincip om, at enhver tvivl skal komme tiltalte til gode.

Frifindelse kan også ske af processuelle eller materielle grunde, der ligger uden for selve skyldsspørgsmålet. Det gælder eksempelvis, hvis strafansvaret er forældet, hvis der mangler den fornødne offentlige påtale, eller hvis andre betingelser for at gennemføre straffesagen ikke er opfyldt. I disse tilfælde er frifindelsen ikke nødvendigvis et udtryk for, at retten har taget stilling til, om tiltalte faktisk har begået den pågældende handling.

Frifindelse er ikke en selvstændig strafferetlig kategori i straffeloven, men et procesretligt resultat reguleret af retsplejeloven. Loven fastslår, at en dom enten skal gå ud på domfældelse eller frifindelse, og at frifindelse skal følge, når tiltalte ikke findes skyldig. Der er således tale om en binær afgørelse — retten kan ikke nøjes med at erklære tvivl eller undlade at tage stilling.

En frifindende dom er som udgangspunkt bindende og kan ikke omgøres ved genoptagelse til skade for den frifundne, medmindre særlige betingelser er opfyldt. Frifindelse medfører, at tiltalte umiddelbart løslades, hvis vedkommende har været varetægtsfængslet under sagen.