Frifindelsesdom

En frifindelsesdom er en retsafgørelse, hvorved den tiltalte erklæres fri for det forhold, tiltalen angår, fordi retten ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme. I dansk straffeproces er dommens udfald binært: retten skal enten domfælde eller frifinde, og frifindelsen er det obligatoriske resultat, når betingelserne for domfældelse ikke er opfyldt.

Den hyppigste frifindelsesgrund er bevismæssig utilstrækkelighed. Straffeprocessen hviler på et grundlæggende princip om, at tvivl kommer tiltalte til gode — in dubio pro reo — hvilket betyder, at anklagemyndigheden har bevisbyrden, og at denne skal løftes til et niveau uden rimelig tvivl. Kan retten ikke nå denne overbevisning, skal frifindelse afsiges uanset, om den tiltalte rent faktisk måtte have begået handlingen.

Ud over bevissvigt kan en frifindelsesdom afsiges af processuelle eller materielle grunde. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den offentlige påtaleret mangler, hvis tiltalen er forældet, eller hvis anklagemyndigheden har opgivet forfølgningen. Disse grunde vedrører ikke skyldsspørgsmålet som sådant, men udelukker alligevel domfældelse.

Anklagemyndigheden kan anke en frifindelse i byretten til landsretten. Når dommen er endelig, skaber den en retlig afslutning på den konkrete straffesag og beskytter den tiltalte mod fornyet tiltale for samme forhold under henvisning til princippet ne bis in idem.

Frifindelsesdommen må ikke forveksles med en påtaleopgivelse eller en tiltalefrafaldelse, der begge er anklagemyndighedens egne processuelle dispositioner truffet uden for rettens rammer. Kun når sagen har været forelagt retten og afgjort ved dom, foreligger der en egentlig frifindelsesdom i retsplejelovens forstand.