frifundet

Frifundet er den procesretlige betegnelse for, at en tiltalt er blevet fundet uskyldig i de rejste anklager. Når en person frifindes, fastslår retten, at der ikke foreligger tilstrækkeligt bevis til at dømme vedkommende for den påståede forbrydelse. I strafferetsplejen er frifindelse det modsatte udfald af en domfældelse.

I dansk ret sker en frifindelse, når retten konkluderer, at anklagemyndigheden ikke har ført det fornødne bevis for tiltaltes skyld. Bevisbyrden ligger altid hos anklagemyndigheden, som skal bevise skyld ud over enhver rimelig tvivl. Hvis der hersker tvivl om tiltaltes skyld, skal denne tvivl komme tiltalte til gode – et grundprincip kendt som in dubio pro reo.

En frifindelse kan ske af flere grunde. Retten kan finde, at der mangler beviser for, at den tiltalte har begået handlingen. Alternativt kan retten konkludere, at handlingen ikke udgør den forbrydelse, som tiltalen angår. I nogle tilfælde kan tiltalte også frifindes på grund af strafferetlige undskyldningsgrunde eller retfærdiggørelsesgrunde, selv om handlingen er bevist.

Når en person er blevet frifundet, kan vedkommende som udgangspunkt ikke tiltales igen for samme forhold. Dette princip kaldes ne bis in idem og er en grundlæggende retssikkerhedsgaranti i strafferetsplejen. Princippet sikrer, at borgere ikke kan forfølges gentagne gange for den samme påståede forbrydelse.

I retsmødet afsiges frifindelsen enten af en dommer alene eller af en domstol bestående af dommere og domsmænd, afhængigt af sagens karakter og alvor. Frifindelsen protokolleres og indgår i den officielle retsbog. Efter frifindelsen har den tidligere tiltalte krav på at få dækket sine udgifter til forsvar, medmindre særlige omstændigheder taler imod.