genoptagelse

Genoptagelse er en ekstraordinær retsmiddel i dansk strafferet, der giver mulighed for at genåbne en sag, som er endeligt afgjort ved dom. Instituttet bryder med det grundlæggende princip om retskraft, hvorefter en endelig dom ikke kan anfægtes, og er derfor forbeholdt situationer, hvor særlige betingelser er opfyldt.

Ved fældende domme kan genoptagelse navnlig ske, når der fremkommer nye oplysninger eller beviser, som sandsynligvis ville have ført til frifindelse eller en væsentligt mildere straf, hvis de havde foreligget under den oprindelige sag. Det er et centralt krav, at disse oplysninger ikke tidligere har været forelagt retten, og at de er af en sådan vægt, at de reelt kunne have ændret rettens vurdering.

Kompetencen til at behandle anmodninger om genoptagelse af straffesager ligger hos Den Særlige Klageret (retsplejelovens § 979). En forudsætning for at indgive en anmodning er, at sagen er endeligt afgjort, det vil sige at alle ordinære ankemuligheder er udtømt eller fristen herfor er udløbet.

Genoptagelse kan i princippet både komme tiltalte og anklagemyndigheden til gode, men i praksis anvendes instituttet primært som et retssikkerhedsinstrument til fordel for dømte, der mener sig uretmæssigt straffet. Sager om genoptagelse rejser ofte spørgsmål om ny teknisk bevisførelse, vidneforklaringers troværdighed eller efterfølgende fremkomne dokumenter.