gentagelsestilfaelde

Et gentagelsestilfælde foreligger i dansk strafferet, når en person begår en ny strafbar handling efter tidligere at være fundet skyldig i en lovovertrædelse, som loven tillægger gentagelsesvirkning. Det er et teknisk juridisk begreb og ikke blot en sproglig beskrivelse af, at noget gentages — det forudsætter en konkret kobling mellem den tidligere dom og den nye sag, og at denne kobling aktiverer en retslig følge.

Gentagelsesvirkningen indebærer typisk, at retten kan idømme en forhøjet straf ved den nye overtrædelse. Det er altså et recidiv-begreb i juridisk forstand: den kriminelle historik indgår som en skærpende omstændighed i straffastsættelsen og kan i visse tilfælde åbne for anvendelse af strengere sanktionsformer.

Efter straffelovens § 84 bortfalder gentagelsesvirkningen som udgangspunkt, når der er forløbet 10 år fra den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. For bøder løber fristen fra den endelige dom eller fra bødens vedtagelse. Når fristen er udløbet, kan en tidligere dom altså ikke længere bruges til at skærpe straffen i en ny sag på dette grundlag.

Begrebet er centralt i sager, der handler om systematisk eller gentagen kriminalitet — herunder svindelsager, volds- og seksualforbrydelser samt organiseret kriminalitet — fordi domstolene i sådanne sager netop vurderer, om gerningsmanden har et mønster af lovovertrædelser, der bør afspejles i strafudmålingen.