Grundloven

Grundloven er Danmarks Riges Grundlov og udgør den øverste retskilde i dansk ret — den forfatningsretlige norm, som al anden lovgivning skal være i overensstemmelse med. Den gældende grundlov er lov nr. 169 af 5. juni 1953 og er ikke en del af Straffeloven, men en selvstændig forfatningslov.

Grundloven regulerer tre centrale områder: statens styreform og kongehusets rolle, organiseringen af de tre statsmagter — den lovgivende (Folketinget), den udøvende (regeringen) og den dømmende (domstolene) — samt borgernes grundlæggende frihedsrettigheder og -garantier.

I en strafferetlig og true crime-sammenhæng er Grundloven central, fordi den indeholder en række retssikkerhedsgarantier, der beskytter borgeren mod statslig magtmisbrug. Det gælder blandt andet bestemmelser om personlig frihed, forbud mod vilkårlig frihedsberøvelse, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Retten til en retfærdig rettergang følger derimod af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

Grundlovens § 1 fastslår, at loven gælder for alle dele af Danmarks Rige. Grundlovens bestemmelser har forrang frem for almindelig lovgivning, og domstolene kan tilsidesætte love, der strider mod Grundloven — en praksis kaldet prøvelsesret.

Ændringer af Grundloven kræver en særlig, tung procedure: vedtagelse i to på hinanden følgende Folketing med et mellemliggende folketingsvalg samt efterfølgende godkendelse ved folkeafstemning med flertal af de afgivne stemmer, dog mindst 40 procent af alle stemmeberettigede.