hekselynchning
Udenretligt drab eller voldeligt overfald på en person mistænkt for trolddom eller hekseri, begået af en menneskemængde uden forudgående dom. Betegnelsen er historisk og beskrivende, ikke en selvstændig juridisk kategori i dansk ret.
Definition
En hekselynchning er et udenretligt drab eller voldsomt overfald på en person, der af omgivelserne mistænkes for at udøve trolddom eller hekseri, og som udføres af private personer eller en menneskemængde uden nogen retslig proces. Begrebet adskiller sig fra de officielle hekseprocesser, der fandt sted for domstolene i Danmark fra middelalderen og frem til 1600-tallets slutning: ved en hekselynchning træder lokalbefolkningen selv til som dommer og bøddel, uden at staten eller retsvæsenet er involveret.
I dansk historisk sammenhæng bruges begrebet navnlig om drabet på Anna Klemens i 1800, som regnes for Danmarks sidste kendte hekselynchning. Hun blev slået ihjel af private personer efter beskyldninger om hekseri, på et tidspunkt hvor de formelle hekseprocesser for længst var ophørt i Danmark. Hændelsen illustrerer, at frygten for hekseri kunne overleve det officielle retssystems afstandtagen fra trolddomsforfølgelse.
Juridisk set udgør en hekselynchning ikke en særskilt lovkategori i dansk ret, hverken historisk eller i dag. De handlinger, der ligger til grund for begrebet — drab og grov vold begået uden retlig hjemmel — ville i nutidig dansk ret henføres under de almindelige bestemmelser om forsætligt manddrab og vold. Det er altså en deskriptiv og historisk betegnelse, der beskriver motivet og den sociale dynamik bag handlingen, snarere end en retlig konstruktion.
Begrebet er beslægtet med det bredere fænomen lynchning, forstået som folkelig selvtægt med dødelig udgang, men specificerer at ofret er udpeget på grundlag af en hekseribeskyldning. Denne distinktion er væsentlig i en historisk-juridisk ordbog, fordi den knytter handlingen til en bestemt overtroisk forestillingsverden og en specifik epoke i dansk retshistorie.
