henrettet

Henrettet er den passive fortidsform af verbet henrette, som i juridisk sprog betegner den handling, at en stat eller et retssystem dræber en person som led i fuldbyrdelsen af en lovligt idømt dødsstraf. Begrebet er således knyttet til dødsstraf som retsfølge og adskiller sig fra andre former for drab ved sin statslige og retslige karakter.

I dansk retshistorie var henrettelse en fuldt ud lovlig straf for en række alvorlige forbrydelser. Metoder inklusive halshuggelse og hængning var i brug frem til det tidlige 20. århundrede. Den sidste civile henrettelse i Danmark fandt sted i 1892, da Jens Nielsen blev henrettet ved halshuggelse.

Med vedtagelsen af Straffeloven af 1930 blev dødsstraf afskaffet som straf i fredstid i Danmark. Loven trådte i kraft den 1. januar 1933 og erstattede den tidligere straffelov fra 1866, som stadig indeholdt bestemmelser om dødsstraf.

En undtagelse opstod i perioden umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Som følge af den tyske besættelse 1940–1945 genindførte Danmark midlertidigt dødsstraf ved en særlig lov i 1945, det såkaldte straffelovstillæg. I alt blev 46 personer henrettet i Danmark i denne periode for landsforræderi og andre alvorlige besættelsestidsforbrydelser. Den sidste henrettelse i Danmark fandt sted den 20. juli 1950.

I dag indeholder den gældende danske straffelov ingen bestemmelser om dødsstraf, og begrebet henrettet har således ingen aktuel retlig anvendelse i dansk strafferet. Danmark har endvidere ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 13, som forbyder dødsstraf under alle omstændigheder.