hiremordforsøg

Hiremordforsøg betegner i dansk ret et forsøg på drab, hvor gerningsmanden handler mod betaling eller på opfordring fra en tredjepart, men uden at forbrydelsen fuldbyrdes. Begrebet har ingen selvstændig legaldefinition i straffeloven og udgør således ikke en særskilt strafferetlig kategori. Den strafferetlige bedømmelse sker i stedet efter de almindelige regler om forsøg og medvirken.

Den centrale bestemmelse om forsøg findes i straffelovens § 21, hvorefter handlinger, der sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes som forsøg, når forbrydelsen ikke fuldbyrdes. Straffen for forsøg kan nedsættes i forhold til straffen for den fuldbyrdte forbrydelse, men i alvorlige tilfælde som forsøg på drab vil straffens omfang typisk fortsat være betydeligt.

Ved et hiremordforsøg vil der ofte være flere involverede parter: den der bestiller drabet (opdragsgiveren), og den der skulle udføre det (den lejede gerningsmand). Begge kan drages til ansvar — opdragsgiveren som anstifter efter medvirkensreglerne i straffelovens § 23, og den udøvende gerningsmand som den primære forsøgsgerningsmand efter § 21 sammenholdt med § 237 om drab.

Det afgørende for forsøgsansvarets indtræden er, at den pågældende handling objektivt set har sigtet mod at realisere drabet, og at forsøget er nået til et stadie, der rækker ud over den blotte forberedelse. Dansk retspraksis foretager en konkret vurdering af, hvornår grænsen fra straffri forberedelse til strafbart forsøg er overskredet.