isolationsfængsel
Isolationsfængsel er en retslig foranstaltning under varetægt, hvor den sigtede udelukkes fra fællesskab med øvrige indsatte. Ordningen er reguleret i retsplejeloven og er et selvstændigt tvangsindgreb adskilt fra disciplinære sanktioner.
Definition
Isolationsfængsel er en form for varetægtsfængsling, hvor den sigtede holdes adskilt fra de øvrige indsatte i arresthuset eller fængslet. Formålet er typisk at forhindre, at den sigtede kommunikerer med medsigtede eller andre personer, der kan påvirke efterforskningen, herunder ved at tilskynde til bevisforstyrrelse eller koordinering af forklaringer.
Den gældende retsregel findes i retsplejelovens § 770 a, stk. 1, som definerer isolation som udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte. Bestemmelsen opstiller betingelser for, hvornår retten kan beslutte at iværksætte isolation, og indgrebets omfang og varighed skal stå i rimeligt forhold til efterforskningens behov.
Isolationsfængsel er et alvorligt indgreb i den sigtedes rettigheder og adskiller sig juridisk fra strafcelle og disciplinær isolation, som er administrative sanktioner over for allerede dømte. Isolationsfængsling anvendes udelukkende over for varetægtsarrestanter og forudsætter en selvstændig rettens kendelse.
Dansk ret indeholder regler om maksimal varighed og regelmæssig domstolsprøvelse af, om betingelserne fortsat er opfyldt.
Sager
Ingen sager endnu.
