Kunstfälschung

Kunstfälschung er i tysk ret en praktisk og bred betegnelse for bevidst forfalskning af kunstværker eller dokumenter med det formål at udgive dem for ægte — og hører dermed til tysk ret, ikke dansk. Begrebet dækker enhver situation, hvor en person med overlæg fremstiller eller markedsfører et værk som skabt af en bestemt kunstner eller historisk person, selv om dette ikke er tilfældet.

I modsætning til hvad man måske kunne forvente, findes der i tysk straffelovgivning ingen selvstændig paragraf ved navn 'Kunstfälschung'. Handlingen forfølges i stedet under eksisterende bestemmelser, primært bedrageri efter § 263 StGB (Strafgesetzbuch), dokumentfalsk efter § 267 StGB samt i visse tilfælde ulovlig brug af ophavsbetegnelse efter § 107 UrhG (Urheberrechtsgesetz). Valget af bestemmelse afhænger af den konkrete gerning og det tab, offeret har lidt.

I artiklerne om Konrad Kujau anvendes Kunstfälschung præcist i denne brede, praksisorienterede betydning. Kujau er det mest kendte eksempel i nyere tysk retshistorie på en systematisk kunst- og dokumentfalsker: han solgte forfalskede malerier som originale værker af bl.a. Hitler og stod bag de berømte falske Hitler-dagbøger, der i 1983 midlertidigt narrede store dele af den internationale presse og ekspertverden.

Begrebet rummer altså to lag: dels det håndværksmæssige aspekt — selve fremstillingen af forfalskninger — dels det svigagtige aspekt, nemlig den bevidste vildledning af købere, samlere eller medier med henblik på økonomisk eller anden vinding. Det er kombinationen af disse to elementer, der gør Kunstfälschung til et centralt begreb i true crime-sammenhænge om kunstsvindel.