ligskjulning

Ligskjulning beskriver den bevidste handling at skjule, flytte, partere eller på anden måde håndtere et lig med det formål at undgå opdagelse eller obstruere efterforskningen af et dødsfald. Begrebet er ikke en selvstændig juridisk term i dansk strafferet, men anvendes udbredt i kriminaljournalistik og true crime-sammenhæng som en beskrivende betegnelse for gerningspersonens adfærd efter selve drabet eller dødsfaldet.

I dansk ret reguleres den nærliggende adfærd primært af straffelovens § 139, der omhandler usømmelig omgang med lig. Det er denne bestemmelse, anklagemyndigheden typisk anvender, når en person tiltales for at have behandlet et lig på en måde, der krænker den afdødes integritet eller aktivt modvirker politiets arbejde.

Ligskjulning kan i praksis antage mange former: at gemme et lig på en skjult lokalitet, at transportere det til et andet sted, at partere det for at gøre identificering vanskeligere, eller at forsøge at tilintetgøre det eksempelvis ved afbrænding eller nedsænkning i vand. Fælles for handlingerne er det bevidste forsæt til at forhindre, at liget bliver fundet og identificeret.

I retssager optræder ligskjulning ofte som et selvstændigt element i anklageskriftet, adskilt fra selve drabssigtelsen. Det kan tillægges bevisværdi i forhold til gerningspersonens bevidsthed om handlingens strafbare karakter og graden af forudgående planlægning.

I true crime-konteksten, herunder sager som omtalt i 'Mord i Nord', udgør ligskjulning et centralt dramatisk og juridisk omdrejningspunkt, fordi måden liget er behandlet på ofte afslører vigtige detaljer om hændelsesforløbet, relationerne mellem parterne og efterforskningens forløb.