Medvirken til drab

Medvirken til drab er den retlige konstruktion, hvor straffelovens § 23 om medvirken anvendes i kombination med § 237 om manddrab, således at personer der ikke selv udfører drabet, alligevel kan straffes efter samme bestemmelse som den direkte gerningsmand.

Efter straffelovens § 23 omfattes alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Det betyder i praksis, at medvirkensansvaret dækker et bredt spektrum af handlinger: den der opfordrer til drabet, den der planlægger det, den der skaffer et mordvåben, eller den der på anden måde muliggør eller fremmer handlingen.

Der er ikke tale om en selvstændig straffebestemmelse for medvirken til drab. I stedet er § 23 en generel regel, som lægges oven på den konkrete gerningsbestemmelse — i dette tilfælde § 237. Retten vurderer herefter hver enkelt persons bidrag til gerningen individuelt.

Straffastsættelsen for en medvirkende kan nedsættes i forhold til den direkte gerningsmands straf, særligt hvis den pågældendes bidrag har været af underordnet karakter. Det er dog ikke en automatik, og i sager med tæt og bevidst samvirke kan straffen ligge på niveau med gerningsmandens.

For at medvirkensansvar kan pålægges, skal der som udgangspunkt foreligge forsæt — den medvirkende skal have haft kendskab til gerningens karakter og bevidst have bidraget til dens gennemførelse. Graden af viden og intention indgår derfor altid som et centralt element i rettens vurdering.