Mumificering
Naturlig udtørring og bevarelse af et lig efter døden. Betegner en retsmedicinsk ligforandring, ikke en strafbar handling. Relevant ved fund af menneskelige rester under kriminelle efterforskninger.
Definition
Mumificering er en postmortal ligforandring, hvor et lig udtørres naturligt og derved delvist bevares frem for at rådne. Resultatet er typisk et brunt, skrumpet og pergamentagtigt legeme, hvor bløddele er bevaret i hærdet form frem for at nedbrydes fuldstændigt.
Forudsætningen for mumificering er omgivelser, der hæmmer den normale forrådnelsesproces. Det kræver typisk tør luft, varme, god ventilation eller en kombination heraf. Sådanne betingelser kan opstå indendørs i opvarmede, dårligt ventilerede rum, men også udendørs under særlige klimatiske eller geografiske forhold — eksempelvis i en skov med bestemte jordbunds- og luftforhold.
I retsmedicinsk og kriminalefterforskningsmæssig sammenhæng har mumificeringsgraden stor betydning. Den kan give retsmedicinske eksperter mulighed for at vurdere, hvor længe en person har været død, selv når andre biologiske spor er forsvundet. Bevaringen af bløddele kan desuden bidrage til identifikation af den afdøde og afdækning af eventuelle skader eller dødsmåde.
Når politiet og retsmedicinske eksperter støder på et mumificeret lig — som ved fund i skovområder — indgår tilstanden som et centralt element i den samlede efterforskning. Mumificeringen i sig selv er ikke udtryk for en strafbar handling, men de omstændigheder, der har ført til døden og til, at liget ikke er blevet meldt savnet eller anmeldt, kan meget vel have strafferetlig relevans.
Begrebet er udelukkende et medicinsk og kriminalteknisk fagudtryk og er ikke defineret eller reguleret i dansk lovgivning som et selvstændigt juridisk begreb.
