Nævning

En nævning er en lægdommer — en juridisk ulært borger — der efter retsplejeloven indkaldes til at deltage i afgørelsen af skyldsspørgsmålet i de alvorligste straffesager, de såkaldte nævningesager. Nævninger repræsenterer det demokratiske princip om, at anklagede i grove sager har ret til at få deres skyld bedømt af medborgere og ikke udelukkende af juridisk uddannede dommere.

Nævninger medvirker efter retsplejelovens § 686, stk. 4, i sager, hvor der bliver spørgsmål om straf af fængsel i 6 år eller derover, fx drab. Nævningesager behandles i første instans i byretten med tre juridiske dommere og seks nævninger; ankes sagen til landsretten, medvirker tre dommere og ni nævninger.

For at kunne udtages som nævning kræves det, at personen er uberygtet og besidder valgret til Folketinget. Visse persongrupper er undtaget, herunder advokater, dommere og andre med særlig tilknytning til retsvæsenet. Udtagnelsen sker ved lodtrækning fra offentlige valglister, og den tiltaltes forsvarer samt anklageren har ret til at forkaste et begrænset antal af de udtrukne nævninger.

Nævninger og dommere rådslår og stemmer i fællesskab om skyldsspørgsmålet, og hver har én stemme. En afgørelse, der er ugunstig for tiltalte, kræver i byretten mindst 4 nævningestemmer og 2 dommerstemmer (§ 891). Nævningerne deltager også i fastsættelsen af straffen.

Institutionen nævning adskiller sig fra domsmanden, der deltager i byretsager og ikke udelukkende afgør skyldsspørgsmålet, men indgår på lige fod med de juridiske dommere i alle sagens afgørelser.