narkoterror

Narkoterror er et journalistisk og historisk udtryk for den systematiske brug af vold, trusler, mord og terrorlignende metoder, som narkotikaorganisationer anvender for at beskytte deres virksomhed, skræmme myndigheder og skabe politisk pres. Begrebet er ikke en selvstændig juridisk kategori i dansk strafferet, men bruges som en beskrivende betegnelse for en særlig type organiseret kriminalitet, hvor volden tjener et dobbelt formål: at opretholde kontrol over narkotikamarkedet og at lamme statsapparater og retssystemer.

I konteksten af Krimidex bruges narkoterror primært om historiske figurer og karteller som Pablo Emilio Escobar Gaviria og Medellín-kartellet, hvis metoder var karakteristiske for fænomenet. Escobar anvendte målrettet politisk vold — herunder attentater mod dommere, politikere og journalister — som et instrument til at afværge udlevering og retsforfølgelse. Denne sammensmeltning af narkokriminalitet og politisk intimidering er kernen i den historiske brug af ordet.

Den vold og de trusler, der udgør narkoterror, kan i et dansk retligt perspektiv falde ind under eksisterende straffebestemmelser afhængigt af de konkrete handlingers karakter. Hvis handlingerne opfylder betingelserne for terrorisme — herunder at de er begået med det formål at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller at destabilisere fundamentale samfundsstrukturer — kan de subsumeres under straffelovens § 114.

Narkoterror adskiller sig analytisk fra almindelig organiseret narkokriminalitet ved voldens omfang og dens politiske dimension. Der er ikke blot tale om indbyrdes afregninger i det kriminelle miljø, men om en bevidst strategi rettet mod staten og civilsamfundet som helhed. Begrebet indfanger dermed et fænomen, der befinder sig i grænsefeltet mellem narkotikahandel og politisk terrorisme.