Nødværge

Nødværge er en straffrihedsgrund i dansk ret, der under bestemte betingelser fritar en person for strafansvar, selv om vedkommende har begået en handling, der ellers ville være strafbar. Grundlaget er, at den angrebne ikke bør straffes for at forsvare sig mod et uretmæssigt angreb.

Bestemmelsen fremgår af straffelovens § 13, stk. 1, og opstiller to centrale krav. For det første skal angrebet være uretmæssigt og enten allerede påbegyndt eller umiddelbart forestående — det er således ikke tilstrækkeligt at reagere på en fremtidig eller blot mulig trussel. For det andet må forsvarshandlingen ikke åbenbart overstige, hvad der er forsvarligt under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning.

Proportionalitetskravet er centralt: forsvaret skal stå i rimeligt forhold til angrebet. En handling, der klart overskrider det nødvendige, vil ikke være dækket af nødværgebestemmelsen og kan medføre strafansvar, eventuelt dog i mildnet form, hvis overskridelsen skyldes skræk eller ophidselse fremkaldt af angrebet.

Nødværge kan udøves til fordel for én selv, men også til beskyttelse af andre personer eller retsgoder. Bestemmelsen finder anvendelse i en lang række praktiske situationer, herunder fysiske overfald, hjemmerøveri og lignende akutte angrebssituationer.

I retspraksis foretager domstolene en konkret helhedsvurdering af situationen, herunder styrkeforholdet mellem parterne, anvendte midler og omstændighederne i øvrigt. Det er ikke et krav, at den forsvarende person ikke havde mulighed for at flygte — dansk ret indeholder ikke et generelt krav om tilbagetrækning før magtanvendelse.