overfald

Overfald betegner i daglig og juridisk sprogbrug et ulovligt fysisk angreb rettet mod en anden persons legeme, og i dansk strafferet reguleres sådanne handlinger primært af straffelovens voldsbestemmelser. Selve ordet 'overfald' optræder ikke som en selvstændig legaldefinition i straffeloven, men anvendes som en deskriptiv sproglig betegnelse for det voldsomme og pludselige angreb, som bestemmelserne tager sigte på at ramme.

Den centrale bestemmelse er straffelovens § 244, der omhandler simpel vold: den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det er denne bestemmelse, der i praksis oftest finder anvendelse ved det, der i daglig tale kaldes et overfald.

Grovere tilfælde af fysisk angreb kan henføres under straffelovens § 245, der regulerer vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, og § 246, hvorefter straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis volden har været af så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder.

En konkret vurdering af, hvilken bestemmelse der finder anvendelse, afhænger af angrebets karakter, de anvendte midler, skadens omfang samt de samlede omstændigheder. Det er således ikke betegnelsen 'overfald' i sig selv, men det faktiske hændelsesforløb, der er afgørende for den juridiske subsumption.