påkørsel

Påkørsel betegner i dansk ret det faktiske hændelsesforløb, hvor et køretøj rammer en person eller genstand. Begrebet er ikke defineret som en selvstændig legaldefinition i straffeloven, men anvendes som en deskriptiv, færdselsteknisk betegnelse i lovgivningen og i retslig praksis.

Når en påkørsel medfører personskade eller død, vurderes det strafferetlige ansvar efter de almindelige bestemmelser i straffeloven — herunder om forholdet er begået uagtsomt eller forsætligt — samt efter færdselslovens regler om spirituskørsel, vanvidskørsel og tilsidesættelse af væsentlige færdselsregler.

Den juridiske kvalifikation af en konkret påkørsel afhænger således af omstændighederne: uagtsom påkørsel med personskade kan eksempelvis subsumeres under straffelovens bestemmelser om uagtsom legemsbeskadigelse eller uagtsomt manddrab, mens forsætlig påkørsel kan rubriceres som vold eller drab.

I den almindelige sproglige og retslige brug dækker ordet altså selve den fysiske begivenhed, mens det strafferetlige ansvar fastlægges ud fra de konkrete omstændigheder og den tilhørende subjektive tilregnelse.