plea deal

En plea deal — også kaldet plea bargain eller plea agreement — er et begreb fra amerikansk strafferet og betegner en forhandlet aftale mellem anklagemyndigheden og den tiltalte, hvor den tiltalte erklærer sig skyldig i én eller flere anklager til gengæld for bestemte indrømmelser fra statens side.

Aftalen kan antage flere former. Anklageren kan frafalde visse anklager, anbefale en mildere straf over for retten eller indgå en bindende aftale om en konkret strafudmåling. Den tiltalte opgiver ved indgåelsen sin ret til en fuld retssag med nævningeting, sin ret til ikke at inkriminere sig selv samt sin ret til at konfrontere vidner.

Det juridiske grundlag i føderal ret er Federal Rule of Criminal Procedure 11, som udtrykkeligt regulerer, hvordan plea agreements må indgås, hvad de må indeholde, og hvilken rolle retten spiller. Retten er ikke bundet af aftalen og kan afvise den — særligt hvis den finder, at den tiltalte ikke frivilligt og oplyst har accepteret betingelserne.

Plea deals er langt den hyppigste måde, føderale straffesager afsluttes på. Langt størstedelen af alle domfældelser i USA sker uden retssag, netop fordi aftaler reducerer ressourceforbruget for alle parter. Systemet er dog ikke uden kritik: tiltalte med begrænsede ressourcer kan opleve et implicit pres til at acceptere en aftale frem for at risikere en hårdere dom efter en retssag.

Begrebet har ingen direkte parallel i dansk ret, hvor anklagemyndigheden ikke på samme måde kan forhandle om skyld og straf som led i en formel procesaftale.